Klamydia er den hyppigste kønssygdom i Danmark, og flere og flere bliver smittet hvert år. Faktisk blev der i 2016 fundet hele 34.132 nye tilfælde af sygdommen.1 Antallet af smittede anses dog for at være meget højere, da de fleste slet ikke ved, at de har sygdommen.

Infektionen giver ofte ingen symptomer, og derfor kan du nemt have smitten i dig uden at vide det. Det giver en høj risiko for, at du kan udsætte andre for smitten og for, at både du og dine sexpartnene kan opleve alvorlige langsigtede komplikationer. I værste fald kan infektionen gøre dig steril og ufrivillig barnløs, hvis du ikke får behandling i tide.

Heldigvis er behandlingen nem og hurtig og kan tages som engangs-dosis. Du kan derfor inden for en uge blive helt smittefri igen og fri for at bekymre dig om langtidskomplikationerne for den seksuelt overførte sygdom.

Information på denne side

Hvad sker der, hvis jeg ikke bliver behandlet?

Mange tager ikke klamydia alvorligt, fordi de ikke mærker symptomer eller kun har milde symptomer. Men det er en kønssygdom, der virkelig kan gøre skade senere i livet.

En af de største risikofaktorer ved sygdommen er, at den kan gøre dig steril. Dette gælder ligegyldigt om du er mand eller kvinde. Måske tænker du ikke så meget over det, hvis du er ung, men når du bliver ældre, kan det vise sig at blive et stort problem og en stor sorg, hvis du bliver ufrivilligt barnløs. Faktisk bliver omkring 500 unge sterile hvert år på grund af infektionen. 2

Udover sterilitet kan en behandling infektion med bakterien også føre til nedsat fertilitet for begge køn. For kvinder kan sygdommen samtidig betyde større risiko for graviditet udenfor livmoderen samt kroniske underlivssmerter.

Mændene kan risikere at få betændelse i bitestiklerne, hvilket kan være en smertefuld affære.

Der er derfor mange grunde til at tage sygdommen alvorligt og lade dig behandle hurtigst muligt, hvis du skulle være uheldig at være ramt af sygdommen. Derudover er det vigtigt at lade sig teste for sygdommen, eventuelt med en hjemmetest, hvis du har haft usikker sex.

Det anbefales, at du altid bruger kondom ved samleje med mindre, du har en fast partner, hvor I begge to er testet. Vær dog opmærksom på, at din partner kan være dig utro, og du dermed kan blive smittet med sygdommen på den måde. Faktisk er der mange, der opdager, at deres partner er utro, fordi der dukker en klamydia-infektion op.

Hvordan ved jeg om jeg er smittet med klamydia?

Da sygdommen sjældent giver symptomer, kan du sagtens have sygdommen uden at vide det. Derfor er det vigtigt at blive testet hver gang, du får en ny sexpartner eller har haft ubeskyttet sex uden kondom. En klamydiatest er den eneste sikre vej til at vide om, du er smittet med sygdommen.

Der er flere forskellige måder at få foretaget en test på. Du kan enten gå til lægen og få foretaget en test, gå til en anonym præventionsklinik eller du kan tage en hjemmetest for sygdommen.

Der findes også forskellige typer af hjemmetest, som du kan købe på nettet. Er du ung kan du få tilsendt en hjemmetest via ”Sex og samfund”. Her udfylder du dine informationer og en test vil blive sendt til dig. Der findes også andre hjemmetests, som kan give dig svar på, om du er positiv for klamydiainfektionen. Nogle skal sendes ind til et laboratorium, mens andre kan give dig svar derhjemme.

Hvad er symptomerne på klamydia?

Hvis du er blevet smittet med kønssygdommen, er det ikke altid nemt at vide. Oftest bemærker du nemlig næsten ingen symptomer, hvilket gør, at du kan gå rundt med sygdommen i meget lang tid uden at føle dig påvirket. På den måde kan du også være meget uheldig at nå at smitte mange andre, inden du selv finder ud af, at du er blevet smittet.

Hvis du oplever nogle af de følgende symptomer, skal du være opmærksom og hurtigt få foretaget en test for sygdommen.

Disse symptomer kan blandt andet være, at:

  • du får urinrørsbetændelse
  • det klør og svier ved vandladning
  • du får fornemmelsen af ’at tisse glasskår’
  • der kan komme udflåd fra urinrøret
  • du kan som kvinde opleve øget udflåd fra skeden.

Hvor lang er klamydia inkubationstid?

Som sagt så får en rigtig stor andel af smittede slet ikke nogen symptomer. Derfor kan de sagtens give smitten videre til andre.

Hvis du får symptomer kommer de typisk 1-3 uger efter, at du har haft sex med en smittet. Oplever du symptomer kan du få lavet en test for sygdommen, og herefter få den korrekte behandling, så du nemt og hurtigt kan blive rask igen. 3

Hvad er symptomerne på klamydia i halsen?

Bakterien smitter ved nærkontakt mellem slimhinder. Derfor kan man også blive smittet gennem munden og få klamydia i halsen. Det kan blandt andet ske, hvis man har oralsex med en smittet person.

Hvis der opstår symptomer, vil det typisk være en øm hals med lette synkeproblemer. Lidt ligesom når man har halsbetændelse. På grund af de milde symptomer opdager mange ikke, at de har sygdommen

Du kan læse mere om klamydia i halsen og munden her. 

Jeg har symptomer, hvad gør jeg nu?

Oplever du nogle af de beskrevne symptomer, skal du straks købe en test for sygdommen eller gå til din læge for at blive testet. Undgå at have sex hverken med eller uden kondom før du ved om, du er smittet med sygdommen.

Viser testen, at du har sygdommen, så bør du købe en behandling med det samme, så du hurtigst muligt kan få behandlet sygdommen. Det er blot en engangs-dosis med antibiotikum, der står mellem dig og et smittefrit underliv.

Det er tilmed vigtigt, at du informerer alle de partnere, du har været sammen med. Der kan nemlig være stor sandsynlighed for, at de også er blevet smittet. Det er vigtigt for dem at vide, så de også skal testes og eventuelt behandles for sygdommen. Det er ikke pinligt at ringe dem op og fortælle dem om problemet, da mange kan blive ramt af denne kønssygdom. I sidste ende gør man dem en stor tjeneste ved at fortælle dem om det.

Har du en fast partner, hvor I ikke har brugt kondom, er der meget stor sandsynlighed for at vedkommende også har sygdommen og skal i behandling.

Undgå at dyrke sex før I begge to er blevet behandlet og er smittefri igen.

Klamydia behandling – Piller mod kønssygdommen

Er du blevet testet positiv for klamydiainfektionen enten hos lægen eller via en hjemmetest, så skal du have medicin for at få infektionen væk. Behandlingen er antibiotika og er en nem og simpel til behandling af sygdommen. Efter 7-10 dage vil kønssygdommen være væk, og du vil ikke længere kunne smitte nogen. I denne periode anbefales det, at du ikke dyrker sex og slet ikke uden kondom, da sygdommen stadig kan smitte indtil hele behandlingsforløbet er overstået.

Azithromycin: Piller mod klamydia

En af de udbredte behandlinger er Azithromycin, der er en engangsdosis til behandling af infektionen. Behandlingen er nem og effektiv og kan kurere bakterieinfektionen ved blot en enkelt dosis. Du skal tage to tabletter á 500 mg på den første behandlingsdag. Herefter vil medicinen arbejde i kroppen over de næste par dage, og vil slå infektionen effektivt ned.

Doxycyclin 

Behandlinger med indhold af doxycyclin kan også behandle infektionen effektivt. Her er det ofte en uges behandling, der er nødvendig for at fjerne infektionen. Denne behandling bruges blandt andet til at behandle infektionen i halsen og i endetarmen.

Hvordan overføres klamydia smitte?

Kønssygdommen smitter, ligesom mange andre kønssygdomme, gennem ubeskyttet seksuel aktivitet. Dette kan både ske analt, oralt, vaginalt, men faktisk også hvis man deler sexlegetøj med hinanden. Du kan ikke få klamydia, hvis du har ubeskyttet sex, og hverken du eller din partner ikke er smittede. Du kan kun få infektionen, hvis du har ubeskyttet sex, og din partner er smittet med kønssygdommen.

Finder du ud af efterfølgende, at din partner har været smittet med sygdommen, eller oplever du nogle af symptomerne på kønssygdommen, er det vigtigt at du straks bliver testet for sygdommen, så du kan få den nødvendige behandling.

Selvom du allerede har haft kønssygdommen, og er blevet behandlet for den, så kan du godt blive smittet igen. Mange oplever derfor at få sygdommen flere gange i livet, hvis de har ubeskyttet sex.

Hvem bliver ramt?

Alle kan blive ramt af sygdommen ligegyldig alder, køn og seksuel orientering. Det er den allermest udbredte sexsygdom i Danmark og på trods af utallige kampagner stiger antallet af smittede hvert år.

I 2016 blev der, i følge statens seruminstitut, opdaget hele 34.132 nye tilfælde af sygdommen. Det svarer til, at næsten 4 personer bliver smittet i timen hver dag, året rundt. 8 ud af 10 af de smittede er mellem 15 og 29 år, men også ældre mennesker risikere at blive smittede med sygdommen.

Disse tal dækker dog kun de diagnosticerede tilfælde i lægevæsenet, og det reelle antal er dermed langt højere. Der er både folk, der aldrig går til deres egen læge med problemet, men finder test og behandling online, og så er der et formodet højt antal personer, der ikke aner, at de har sygdommen lige nu.

Klamydia hos mænd

Hvis du som mand har ubeskyttet sex med en person, der er smittet med sygdommen, har du en chance på cirka 20 procent for selv at blive smittet ved første samleje med personen. Op mod 75 % procent af alle mænd, der er blevet smittet med bakterien, lægger ikke mærke til nogen symptomer overhovedet. 4

På trods af, at symptomerne kan være svære at opfange, er der dog nogle symptomer, du skal reagere hurtigt på, hvis du oplever dem. Hvis du pludselig opdager, at der kommer noget hvidt eller gennemsigtig udflåd fra tippen af penis, hvis du oplever smerte eller en brændende fornemmelse ved vandladning, eller hvis du oplever smerte omkring testiklerne, så er det vigtigt at blive testet hurtigst muligt.  Derudover kan man også opleve smerte og blødninger fra endetarmen, ondt i halsen og øjenbetændelse.

Hvis du som mand ikke bliver behandlet for infektionen, kan der opstå forskellige komplikationer, der i sidste ende kan føre til sterilitet. Klamydia kan nemlig ødelægge mandens sperm og kan give betændelse i bitestiklerne. Bakterien har en stor påvirkning på mandens sperm. Hvis man er blevet smittet med sygdommen, producerer man sæd med op til 80 procent flere abnormiteter end den ikke-smittede mand.

Klamydia hos kvinder

Hvis du som kvinde har ubeskyttet sex med en person, der har klamydia, har du op til 40 procents chance for at blive smittet, første gang du har sex med personen. Cirka 1 ud af 20 kvinder oplever at blive ramt af denne kønssygdom. Helt op til 30 procent af disse kvinder oplever ikke nogen symptomer overhovedet.

Oplever du de følgende symptomer, bør du opsøge læge. Symptomerne kan blandt andet være;

  • øget udflåd, der kan være gulligt eller mælkehvidt
  • der kan være en brændende fornemmelse under vandladning
  • man kan have brug for at tisse oftere, end man plejer
  • smerte eller blødning under sex
  • man kan få kvalme eller feber
  • diverse smerter omkring hofterne.

I allerværste tilfælde kan man som kvinde få underlivsbetændelse, der kan betyde, at et befrugtet æg kan have svært ved at passere gennem æggelederen og videre til livmoderen. På den måde kan kvinden få meget svært ved at blive gravid, og hun kan måske ende med at blive ufrivilligt steril.

Skal jeg gå til lægen, hvis jeg er smittet?

Klamydia skal behandles med antibiotika, som er receptpligtigt. Det betyder, at der altid skal en læge ind over for at udskrive medicinen til dig. Det kan du imidlertidig gøre hurtigt og nemt via en online konsultation med en læge. Her vil det blive vurderet om du er egnet til behandlingen eller ej. Er du egnet til behandlingen, så vil du få udskrevet en recept i dit navn, som vil blive sendt videre til et registreret apotek. Herfra vil din behandling blive sendt direkte hjem til dig helt diskret. Du kan derfor blive behandlet helt uden, at nogen skal finde ud af det.

Kilder:

  1. Store kommunale forskelle på antallet af klamydiatilfælde – Sundhedsstyrelsen
  2. 500 bliver årligt sterile af klamydia – DR
  3. Information om klamydia – netdoktor.dk
  4. Information om klamydia – Sexlinien