Ureaplasma urealyticum er en bakteriel infektion i urinvejene, som kan behandles nemt og effektivt med en antibiotikakur. Sygdommen er som sådan ikke kategoriseret som en kønssygdom, men da den smitter via seksuel kontakt, så ryger den ofte ind under denne kategori.

Bakterien hører til mycoplasma-familien og er derfor tæt beslægtet med infektionen mycoplasma genitalium. Der findes mange forskellige typer mycoplasma-bakterier og de fleste er ganske ufarlige. Dog er der nogle, du skal holde øje med, hvilket blandet andet gælder ureaplasma urealyticum.

Information på denne side

Hvordan bliver man smittet med ureaplasma urealyticum?

Den bakterielle infektion kan smitte gennem seksuel kontakt, og lander derfor i kategorien kønssygdomme. Da bakterierne sidder i skeden hos kvinder og i urinvejene hos mænd, er det gennem vaginal eller anal-sex den nemmest smitter. Den kan dog også smitte gennem fx spyt og blod.

Hvis du har sex med en person, der er smittet med bakterier, så risikerer du selv at få infektionen. Mange ved slet ikke, at de har en infektion med ureaplasma-bakterier. Derfor kan du altså nemt blive smittet selvom, din sexpartner ikke umiddelbart har nogle symptomer.

Nogle vil blive smittet med infektionen helt uden at få nogle symptomer, mens andre vil opleve at få symptomer efter et par dage eller uger.

Symptomer på ureaplasma urealyticum

Det er langt fra alle, der oplever symptomer, hvis de har en infektion med ureaplasma urealyticum. Infektionen giver langt oftere problemer for kvinder end det gør for mænd. Begge køn kan dog opleve at få symptomer på infektionen. 1

Symptomer hos kvinder:

  • Mavesmerter
  • Svie og smerter ved vandladning
  • Smerter i skeden
  • Ændret udflåd fra skeden
  • Hævelser omkring urinrørsåbningen

Symptomer hos mænd:

  • Udflåd fra penis
  • Smerter i penis
  • Kløe, svie og følelse af at ”tisse glasskår” ved vandladning.
  • Urinrørsbetændelse

Symptomerne på denne infektion minder meget om andre kønssygdomme herunder klamydia og gonoré. Derfor er det meget vigtigt, at du bliver testet for alle seksuelt overførte sygdomme, da nogle skal behandles anderledes end andre.

Er ureaplasma farlig?

Er du blevet testet positiv for ureaplasme urealyticum, så skal du ikke gå i panik. Det er ikke en farlig infektion, og den kan nemt behandles. Er du gravid, så kan den dog skabe lidt problemer, som du skal være opmærksom på.

Bliver du smittet, mens du er gravid, så kan bakterierne bliver overført til barnet. Det kan i værste fald give en lavere fødselsvægt og kan også føre til lungebetændelse. Derfor bør du være ekstra opmærksom, hvis du er gravid og har skiftende sexpartnere.

Sygdommen kan dog behandles helt, og har du været inficeret under graviditet, kan din nyfødte baby i nogle tilfælde også skulle bruge en antibiotikakur.

Ureaplasma urealyticum versus mycoplasma genitalium

Disse to kønssygdomme bliver ofte sat i forbindelse, og mange har svært ved at skelne mellem de to forskellige typer infektioner.

Det er begge to infektioner med bakterier, der er i mycoplasmafamilien. Denne familie af bakterier findes der rigtig mange af, men det er kun et fåtal af dem, der giver problemer og skaber ubalance i kroppen. Ureaplasma urealyticum og mycoplasma genitalium er to af de infektioner, der kræver behandling.

Begge infektioner kan give de samme symptomer såsom en sviende fornemmelse, når du tisser og udflåd fra skeden eller penis. De kan også begge to give anledning til urinrørsbetændelse.

Du får også infektionerne på samme måde, da de begge smitter ved seksuel kontakt. Da begge infektioner også kan smitte på andre måder, så er det ikke som sådan kategoriseret som kønssygdomme, men er meget nært beslægtet med.

Hvordan behandles ureaplasma urealyticum?

Hvis du tror, du har fanget en ureaplasma-infektion eller har generelle tegn på en infektion, så er det vigtigt at blive testet hos lægen. Da mange kønssygdomme og infektioner i underlivet minder om hinanden, er det vigtigt at finde den præcise diagnose. Dette gør lægen ved at tage en podning fra livmoderhalsen for kvinder eller urinrøret for mænd. Det er nemlig her bakterierne ofte gemmer sig. I nogle tilfælde kan urinprøver også hjælpe med at give den rigtige diagnose.

Du vil ofte få svaret inden for få dage. Herefter vil lægen udskrive den rette medicin til dig. Du kan også vælge at købe medicinen online via en lægekonsultation, hvis du gerne vil undgå at skulle tilbage til lægen. I dette tilfælde vil du få tilsendt medicinen direkte til din postkasse helt diskret.

Behandling af ureaplasma urealyticum med antibiotika

Infektionen går nemt over med en behandling med antibiotika. Dog er det ikke ligegyldigt hvilken type antibiotika, der bruges.

Bakterierne der er skyld i infektionen er lidt anderledes end andre bakterielle infektioner, da de ikke har nogen cellevægge. Antibiotika som den almindelige penicillin slår bakterier ned med ved at ødelægge cellevæggene. Da ureaplasma urealyticum ikke har cellevægge, skal der derfor bruges en anden type antibiotika.

Generelt kan to forskellige typer antibitika bruges. Den ene er typen tilhørende gruppen af makrolider som azithromycin eller tetracykliner såsom doxycyclin.

Hvor lang tid varer behandlingen?

Ofte vil en engangsdosis være nok til at slå infektionen ned. Medicinen virker i kroppen i nogle dage, og herefter vil du være rask igen. Det kan dog være en god idé at blive testet igen, så du er sikker på, at infektionen er væk. Dette skyldes, at mycoplasma-bakterier, som ureaplasma hører under kan udvikle resistens overfor visse typer antibiotika. Derfor bør du holde øje med dine symptomer og blive testet efter 1-2 uger for at sikre, at alt er som det skal være.

Behandling af sexpartnere

Er du blevet testet positiv for en hvilken som helst sygdom, der kan smitte seksuelt, bør du kontakte samtlige seksualpartnere, der kan have været udsat for smitten. Det giver muligheden for, at de også kan blive testet og behandlet om nødvendigt. Oplys derfor hvilken bakterie, du er blevet testet positv for.

Har du en fast sexpartner, så skal denne også behandles førend I kan have sex igen. På den måde undgår du at blive smittet igen. I bør først have sex igen, når begge parter har været i behandling.

Sådan undgår du ureaplasma urealyticum

Den nemmeste vej til at undgå at blive smittet med en kønssygdom er ved ikke at have sex. Dette er selvfølgelig ikke et realistisk råd og derfor er den bedste løsning at sørge for at beskytte dig under samleje.

Der er generelt kun 2 præventionsformer, der beskytter mod kønssygdomme; kondom og femidon. De giver ikke 100 % beskyttelse, men de beskytter i de fleste tilfælde og giver den bedst mulig beskyttelse. Har du en fast partner, er det ofte en god idé at blive testet for forskellige sygdomme herunder ureaplasma urealyticum inden I stopper med at bruge kondom. Herefter kan I overveje prævention for at beskytte mod graviditet.

Kan du købe behandling online?

Er du blevet smittet, så er det heldigvis nemt at behandle sygdommen. Da medicin til behandlingen af ureaplasma urealyticum er receptpligtigt, skal der altid en læge ind over før du kan starte behandlingen.

Det behøver dog ikke være din egen praktiserende læge. Du kan få en behandling online via lægekonsultation gennem en godkendt online klinik. Bliver du godkendt til behandlingen vil en recept blive udskrevet i dit navn. Denne vil blive sendt til et registeret apotek, som vil sende behandlingen direkte hjem til dig. På denne måde kan du nemt og hurtigt få behandlet din infektion, så du kan blive smittefri igen helt uden at besøge din egen læge.

Kilder:

  1. Mycoplasma infections: Ureaplasma – WebMD