Vil du gerne undgå at blive gravid, så er det essentielt, at du bruger den rigtige prævention, hvis du har et aktivt sexliv. Der findes forskellige præventionsmidler, der indeholder hormoner. Et af dem er det såkaldte p-plaster, der giver samme høje beskyttelse som de mere kendte p-piller. Plasteret har mange af de samme egenskaber som p-piller, og bliver derfor brugt som et alternativ til pillerne.

Præventionsplasteret indeholder hormoner, der frigives fra plasteret og optages gennem huden i blodbanerne. Hormonerne hjælper på forskellige måder med at forebygge en graviditet, så man kan have et sexliv uden at være bekymret for at blive gravid. Om denne type prævention er den mest ideelle for dig, kan du finde ud af her på siden, hvor du finder mere information om P-plasteret.

Information på denne side

Hvordan virker et P-plaster?

Et p-plaster indeholder to hormoner: østrogen og gestagen. Disse hormoner findes i depotplasteret, som sættes på kroppen. Herfra frigiver det hormonerne regelmæssigt, som bliver optaget i blodbanerne. Plasteret fungerer i princippet ligesom p-piller bortset fra, at hormonerne bliver optaget gennem huden i stedet for via en pille.

For at blive gravid, skal du have ægløsning, hvor ægget smelter sammen med sæd fra manden. Ægget bliver frigivet fra æggestokkene én gang om måneden. Når man bruger hormonprævention, som et P-plaster, så påvirker hormonerne kroppen til ikke at frigive et æg. Man har derfor ikke ægløsning, og kan ikke blive gravid. Derudover så bevirker hormonet gestagen, at slimet i livmoderen bliver tykkere. Det betyder, at sædcellerne har sværere ved at trænge igennem. Du er derfor beskyttet på flere måder imod uønsket graviditet.

Det mest almindelige plaster til brug af prævention hedder Evra og indeholder to syntetiske hormoner, der forebygger en graviditet.

Hvor sikkert er plasteret?

Hvis man bruger dem rigtigt, og husker at skifte på de rigtige tidspunkter, så har det en ligeså høj sikkerhed, som det er kendt fra p-piller. Sikkerheden er blandt andet høj, fordi hormonerne påvirker kroppen på to måder, hvilket giver en dobbelt beskyttelse mod graviditet.

Det er vigtigt at bemærke, at behandling med p-plaster ikke beskytter mod seksuelt overførte sygdomme som herpes, kønsvorter, klamydia og gonoré. Det er kun kondom, der kan beskytte mod disse sygdomme.

Hvordan bruger jeg plasteret?

Plasteret tages ud af folien og påsættes på huden på første menstruationsdag. Det skal sidde på ren og tør hud, hvor der ikke er hår. Ideelle steder er på ballen, overarmen eller øverst på ryggen. Når du tager bad, så skal plasteret blot blive siddende. Det er dog en god idé at tjekke om plasteret sidder, som det skal efter du har været i bad, svømmehal, sauna eller lignende.

Plasteret skal sidde på i 7 dage. Efter de 7 første dage skifter du til et nyt plaster og gentager processen efter endnu 7 dage. Du skal altså have plaster på i 3 uger. Herefter tager du en uges pause. Sæt ikke plasteret det samme sted hver gang, da du på den måde kan undgå, at plasteret giver hudirritationer. 1

Hvad hvis jeg glemmer at skifte det?

Det kan også ske, at du glemmer at skifte plasteret. Hvis du glemmer at sætte det første plaster på efter en pause-periode, sætter du et plaster på, så snart som muligt. Den dag du sætter det på, er nu din første dag i cyklussen. Brug en anden form for prævention de første 7 dage.

Glemmer du at skifte plasteret senere i cyklussen, altså uge 2 eller 3, så kan du sætte et nyt plaster på, så snart du husker det. Dette gælder hvis det er op til 48 timer efter, du normalt skulle have sat et nyt på. Sæt det næste p-plaster på til normal tid uden at udskyde forløbet.

Skifter du det mere end 2 dage for sent, så er der en risiko for, at du kan blive gravid, hvis du har sex. Start en helt ny 4-ugers periode, så snart du kommer i tanke om det. Husk at bruge en anden form for beskyttelse den første uge i den nye periode.

Glemmer du at tage plasteret af efter 3 uger, så tager du det af, så snart du husker det. Start en ny periode på den dag, du ellers ville have gjort. Du behøver ikke at bruge en anden form for beskyttelse i denne periode.

Hvad hvis det falder af?

Da plasteret sidder på huden, så kan det i nogle tilfælde ske, at det falder af. Hvis du ser det sidder løst, fastsæt det derfor igen. Hvis det er helt faldet af eller ikke kan klæbe mere, så påsæt et nyt plaster. Skift stadig til et nyt på det normale tidspunkt.

Har plasteret været af i mere end 24 timer, så skal du starte en helt ny 4-ugers periode. Desuden er de næste 7 dage ikke sikre i forhold til graviditet, og du skal bruge en anden præventionsform. Det kan fx være et kondom.

Fordele ved P-plastre?

Der er forskellige fordele ved at bruge P-plasteret som præventionsform.

  • Høj beskyttelse mod graviditet
  • Det har et lavt hormonindhold
  • Virker en uge af gangen, og du skal derfor ikke tænke på det hver dag
  • Modvirker cyster og kræft i æggestokkene
  • Virkningen forringes ikke ved opkast eller diarré, hvilket kan være tilfældet ved p-piller

Er der nogle p-plaster bivirkninger?

Der kan forekomme visse bivirkninger ved brugen af plastrene.

Disse kan være:

  • kvalme
  • brystbrændinger
  • svimmelhed
  • uren hud
  • humørsvingninger.

Hvis symptomerne ikke bliver bedre, bør du snakke med din læge om ændring af præventionsform.

Selvom det er sjældent, så forekommer der i nogle tilfælde også mere alvorlige bivirkninger. Det kan blandt andet være årebetændelse og blodpropper. Har man tidligere haft en blodprop eller er det noget, der forekommer i den nærmeste familie, så er en anden præventionsform måske mere egnet. Mini-piller indeholder ikke østrogen, og giver derfor ikke en øget risiko for blodpropper. Snak med din læge om andre muligheder.

Hvem egner sig ikke til præventionsformen?

Der er forskellige kvinder, hvor P-plasteret ikke er at anbefale som beskyttelse mod graviditet. Det gælder blandt andet kvinder, der vejer over 90 kilo. Det er af den simple årsag, at plasteret muligvis ikke vil afgive nok hormon i forhold til kropsstørrelsen. Ligger du i grænseområdet kan lægen vejlede dig om andre alternativer.

Derudover så egner det sig ikke til kvinder, der tidligere har oplevet blodpropper eller har tilbøjelighed til det i familien.  Det samme gælder kvinder med brystkræft eller lever- og livmodersygdomme.

Kvinder der har arveligt forhøjet kolesterol eller kvinder, der lider af forhøjet blodtryk skal også gøre lægen opmærksom på dette.

Desuden egner hormonpræparater som p-plastre og p-piller sig heller ikke til kvinder over 35, der samtidig ryger. Der kan være en forhøjet risiko for alvorlige bivirkninger, og derfor frarådes det denne gruppe kvinder.

Kan du købe P-plastre online?

Ja, det er muligt at købe denne præventionsform online via en godkendt online klinik. Da behandlingen er receptpligtigt er det nødvendigt, at der altid er en læge indenover. Via en online konsultation vil en læge vurderer om du er egnet til behandlingen. Vurderer lægen, at du passer til præventionen, så vil en recept blive udskrevet i dit navn. Denne vil blive sendt til et registeret apotek, som vi sørge for at sende behandlingen til dig direkte med posten. Det foregår hurtigt og diskret.

Kilder:

  1. P-plaster. Prævention du kun skal huske en gang om ugen – Apoteket.dk