Svamp i skeden er et meget almindeligt problem blandt kvinder, der er nemt og hurtigt at behandle.

Skedesvamp er faktisk så almindeligt et problem, at det er 3 ud af 4 kvinder, der oplever det mindst én gang i livet. Nogle er uheldige og oplever tilbagevendende episoder. Det er ikke en farlig tilstand, men det kan give kløe og svie og være ekstremt ubehageligt. Symptomerne kan være så irriterende, at de er altoverskyggende, så længe de står på. Heldigvis så kan skedesvamp behandles nemt. Så der er håb forude, hvis du lige nu sidder med de generende symptomer.

Information på denne side

Hvad er skedesvamp?

I langt de fleste tilfælde får man svamp i skeden, pga. infektion med gærsvampen Candida Albicans. Det er en naturlig svamp, der allerede lever i skeden. Så svampen er i sig selv ikke problemet. Dog kan det af forskellige årsager ske, at svampen får gunstige vækstbetingelser, hvilket kan få den til at vokse. Det sker når mælkesyrebalancen i skeden forstyrres, og kan give problemer med overproduktion af svampen og således opstår infektionen og symptomerne.

Nogle kan være ramt af særligt modstandsdygtige svampeangreb med arterne Candida Glabrata og Candida Tropicalis. Det kan betyde, at man kan få flere svampeudbrud inden for kort periode. Har man 4 eller flere i løbet af et år, kalder man det recidiverende infektioner, altså tilbagevendende infektioner. Det kan enten ske fra de før to omtalte genstridige svampetyper eller fra den almindelige Candida Albicans, der bliver ved med at blive aktiveret.

Candida svamp

Både bakterier og svampe er en naturlig del af vores system, og det er et fintfølende system af mikroorganismer. Det gælder også candidasvampen, der er en gærsvamp. Den findes naturligt i slimhinderne omkring skeden, urinrøret, tarmen og i munden. Derfor er det ikke svampen i sig selv, der er problemet, hvilket mange fejlagtigt tror. Den er helt naturlig og skal være der for, at vores system fungerer optimalt. Problemet opstår når der, af forskellige årsager, forekommer særligt gunstige vækstbetingelser for svampen. Så vokser svampen og skaber ubalance i det fintfølende miljø i underlivet. Når det sker, snakker man om, at man er inficeret med candidasvampen.

Symptomer

De fleste der har haft tilbagevendende episoder med skedesvamp, kender de karakteristiske symptomer vældig godt. En intens kløe og svie fra skeden og omkring skeden er de mest almindelige symptomer. Derudover kan der være udflåd, der kan være tykt og klumpet og minde lidt om hytteost. Derudover kan man opleve smerter ved sex, og smerter og svie når man tisser.

Hvem er i farezonen?

Alle kvinder kan opleve at få skedesvamp, og det rammer som sagt 3 ud af 4 kvinder i løbet af livet. Det kan komme ud af det blå uden nogen særlig grund, men der er også forskellige tilstande, der forhøjer risikoen for et udbrud.

  • Sukkersyge. Kvinder som har sukkersyge har mere sukker i blodet. Dette kan lagrer sig i skeden og skabe gode vækstbetingelser for candidasvampen.
  • Pencillin eller antibiotikabehandlinger. Disse typer medicin ødelægger den normale mælkesyrebalance i skeden, hvilket giver candidasvampen mulighed for at vokse. Det sker dog ikke altid ved en antibiotikabehandling.
  • Graviditet kan give ændringer i slimhinderne i skeden, hvilket kan forårsage infektion med candidasvampen.
  • Svækket immunforsvar. Kræftpatienter og andre der har nedsat immunforsvar kan opleve at få problemer med svampeinfektioner, da immunforsvaret har sværere ved at bekæmpe infektionerne.
  • Overdreven vask kan også give grobund for svampen.
  • Dårlig hygiejne kan få skedesvampen til at vokse. Det er vigtigt at holde sig ren og tør området.  
  • Efter samleje. Det er ikke en seksuelt overført sygdom, men sex kan forstyrre miljøet i skaden, hvilket kan give muligheder for, svampen kan vokse.

Der behøver dog ikke nødvendigvis at være en specifik grund til, at man oplever overproduktion af gærsvampen candida. Det kan ramme alle kvinder vilkårligt, og er ikke noget man hverken skal skamme sig over eller gå i panik over. Det er generende, men det er nemt at behandle og er ikke på nogen måde farligt.

Hvad kan det ellers være?

Svie og kløe i underlivet kan være tegn på forskellige infektioner. Udover infektion med candidasvampen, kan det også være tegn på seksuelt overførte sygdomme eller andre infektionstilstande. Blandt andet klamydia og herpes kan give svie og kløe i underlivet. Derudover kan blærebetændelse også give svie og kløe. Har man ikke oplevet skedesvamp før, er det derfor en god idé at tjekke hos lægen, hvad der er årsag til symptomerne.

Behandling

Der findes heldigvis forskellige behandlinger til skedesvamp. De er nemme at bruge og får symptomerne under kontrol relativt hurtigt. Der skelnes mellem to typer behandling:

Lokalbehandling kan ske med stikpiller og vaginalcreme direkte i det berørte område i skeden. De har altså en lokaleffekt. Her er de to mest almindelige medicintyper: Brentan ® og Canesten®. Disse produkter skal tages over en række dage, og virker ved at ødelægge svampenes cellevægge, så de går til grunde. Herefter bliver det normale miljø i skeden genoprettet.

Systemisk behandling tages som tabletter. De virker også ved at ødelægge cellevæggene, så de går til grunde. Der findes forskellige produkter, et af dem er: Diflucan.

Et sundt underliv

Kvinders underliv er meget sensitivt og det er derfor vigtigt at sørge for at holde det sundt og i balance. For at få et sundt underliv, er der mange ting, du selv kan gøre:

  • Undgå trusser lavet af syntetisk materiale, da det kan give et indelukket miljø. Det samme gælder for hyppig brug af trusseindlæg.
  • Hav en god hygiejne og vask dig ordentligt. Brug en særlig intimsæbe til de intime dele for ikke at forstyrre den naturlige balance.
  • Vær opmærksom på ændringer fra underlivet. Er der ændringer i udflåd, kløe, svie eller ømhed, kan det være en god idé at søge læge.
  • Brug kondom. Minimér risikoen for seksuelt overførte sygdomme ved at bruge kondom. Dette gælder særligt, hvis du har skiftende seksualpartnere.
  • Hold underlivet i form ved at lave knibeøvelser. Knib musklerne i skeden sammen og hold presset i nogle sekunder inden, du slapper af igen. Gør det gerne flere minutter om dagen. Dette kan blandt andet forebygge inkontinens.
  • Tag imod tilbuddet om screening for forstadier til livmoderhalskræft. Det tilbydes alle kvinder i alderen 23-64 år hvert 3. år.

Med de par råd, så kan du hjælpe dit underliv til en bedre balance og mere harmoni.1

Hvis du ønsker et bredere overblik over de forskellige kønssygdomme, så læs her.

Kilder:

 

 

  1. Information om skedesvamp – Den offentlige sundhedsportal