Uønsket hårvækst hos kvinder kan behandles med den rigtige medicin. Hår i ansigtet, på brystet eller ryggen er virkeligheden for mange kvinder, der lider af uønsket hårvækst. Tilstanden kaldes også kaldet hirsutisme, og er ofte kædet sammen med hormonelle ubalancer i kroppen.

Det er en utrolig generende lidelse, der kan være årsag til store psykiske udfordringer. Man mener ca. 5 % af kvinderne i den fertile alder lider af problemet. Det er dog ofte ikke noget, der bliver snakket så meget om, da det er meget tabubelagt. Heldigvis findes der mange forskellige metoder, hvorpå man kan dæmpe symptomerne, så de bliver mindre generende. Oplever du symptomerne, så er du ikke alene.

Information på denne side

Hvad er unormal hårvækst?

Alle kvinder har hår over hele kroppen, og på nogle områder er de kraftigere end andre. Det gælder hovedet, underlivet og under armene. Det er selvfølgelig helt normalt. Når man oplever unormal hårvækst karakteriseres det ofte som hårvækst, der bliver kraftigere på steder for det ikke forventes. 1 Det kan være på brystet, den nederste del af maven, ryggen eller i ansigtet typisk på kinder, hage og overlæben. Kraftigere hår på arme og ben ses også ofte. Det er ofte behåring, der udvikles i en mandlig retning. Det er et meget tabubelagt emne, som kan få piger og kvinder, der lider af det til at føle sig meget skamfulde og flove over deres krop.

Der findes dog ikke en fuldstændig definition af, hvornår hårvækst er unormal. Men forekommer der kraftig uventet hårvækst på et tidspunkt i livet, hvor det ikke er forventet, så kan det være en god idé at få tjekket om, der er en bagvedliggende årsag.

Symptomer på uønsket hårvækst

Symptomerne på sygdommen, er som ovenfor beskrevet øget hårvækst på områder, der normalt kun forbindes med mandlig hårvækst. Det er fx:

  • Skægvækst på overlæben, kinderne eller hagen
  • Kraftigere hår på arme og ben
  • Hår på ryggen
  • Kraftigere hårvækst på brystet
  • Hårvækst på nederste del af maven

Årsager til hirsutisme

Der kan findes forskellige årsager til, at kvinder udvikler maskulin hårvækst. I omkring halvdelen af tilfældene kan man dog ikke finde en bagvedliggende sygdom. Det kan være genetik, der spiller ind, hvilket blandt andet ofte ses i nogle etniske grupper.

Det kan også være hormonelle ubalancer, der er skyld i den uønskede hårvækst. Blandt andet sygdomme PCOS kan give lige netop problemer med skægvækst, uønsket hår i ansigtet og andre steder på kroppen. Sygdommen skyldes forandringer i æggestokkene, som forstyrrer hormonbalancen. Det betyder, at det mandlige kønshormon testosteron er mere tilstede og det kan derfor give den mandlige hårvækst. Nogle finder ud af, at de lider af syndromet, fordi de går til lægen med den unormale hårvækst. Netop dette symptom er for nogle kvinder med PCOS også det mest generende, da det er kosmetisk tydeligt, hvis det ikke er behandlet. Det kan også være meget grænseoverskridende for kvinder, hvis de er nødt til at skulle barbere sig i ansigtet.

Andre hormonelle forandringer kan også vise sig som hirsutisme. Kvinder i overgangsalderen kan blandt andet opleve uønsket hårvækst i ansigtet eller andre steder på kroppen. Det skyldes hormonforandringerne, der sker i denne periode, hvor østrogenniveauet gradvist sænkes. Det kan skabe hormonelle ubalancer, hvor det mandlige kønshormon tager for meget over. Disse forandringer ses dog som normale, da det hænger sammen med den hormonelle forandring, som kvinder gennemgår i denne tid.

Der findes ligeledes andre hormonelle forandringer, der kan være skyld i den kraftige og uønskede hårvækst. Det er derfor vigtigt, at en læge vurderer årsagen til problemet.

Hvad er konsekvenserne uønsket hårvækst?

Symptomerne med uønsket hår i ansigtet eller andre steder på kroppen, er ikke farligt. Men det kan være meget psykisk belastende at have mandlig hårvækst på kroppen som kvinde. Mange får selvværdsproblemer eller sågar depressive tendenser på grund af tilstanden. Nogle vil have det svært ved at vise sig i offentlige steder såsom i svømmehaller eller på stranden om sommeren, hvor hårvæksten kan være sværere at dække. Derudover kan hirsutisme skyldes bagvedliggende sygdomme som PCOS, hvilket også kan give problemer med at blive gravid. Det er derfor vigtigt at undersøge, om der er en bagvedliggende årsag til problemet, så det kan blive behandlet på den mest optimale måde.

Ligegyldigt hvad hårvæksten skyldes, så findes der forskellige hårfjerningsbehandlinger, der kan minimerer symptomerne. Det er en stor lettelse for mange.

Behandling af uønsket hårvækst

Der findes mange forskellige typer behandlinger af uønsket hår i ansigtet og på kroppen. Afhængig af hvad der skyldes den unormale hårvækst og hvor der findes kan du få forskellige behandlingsmetoder.

Barbering

Barberings bruges af mange kvinder bruger til uønsket hårvækst på blandt andet ben og under armene. Denne metode kan selvfølgelig også bruges på andre dele af kroppen. Men det bør bruges varsomt. Lider du fx af skægvækst, som kan føles meget skamfuldt og generede for kvinder, så er barbering ikke den bedste mulighed. Det kan nemlig give skægstubbe, der kan være ligeså generende som hårene i sig selv.

Er der derimod kraftigere hår på benene, man er plaget af, så kan en almindelig barbering være en løsning.

P-piller

Skyldes din hirsutisme, at du har hormonlidelsen PCOS, så kan p-piller nogle gange være en løsning. P-piller indeholder kvindelige kønshormoner, der kan modvirke de mandlige kønshormoner, som er skyld i den uønskede hårvækst.

Vaniqa hårfjerningscreme

En anden metode til at få reduceret det uønskede hår i ansigtet er med den receptpligtige hårfjerningscreme Vaniqa. Cremen skal smøres i ansigtet på daglig basis, og virker ved at hæmme hårvæksten i hvert hårstrå. Det er en behandling, der kun virker, mens man bruger behandlingen. Til gengæld kan den give gode resultater og er særligt lavet til kvinder med uønsket skægvækst og unormal hårvækst i ansigtet.

ILP og laserbehandling

Du kan få fjernet uønsket hår med laser eller ILP (intenst pulseret lys). Det går ind og brænder hårstrået med rod og hårsæk, så håret hurtigt dør. Det er en mere permanent behandling end mange andre metoder, men man kan have brug for mange behandlinger før der kan ses en forskel.

Voks

En anden metode er voksning. Det går ud på, at man tager voks og lægger på hårene hvorefter de rives op med roden. Det fjerner det enkelte hår, og det kan tage uger før et nyt hår vokser ud. Det fjerner dog ikke hår på kroppen permanent. Du kan få foretaget voksbehandlinger i skønhedsklinikker eller du kan gøre det selv derhjemme. Der findes særlige voksbehandlinger alt efter hvor på kroppen, der skal vokses.

Vægttab

Har du hirsutisme på baggrund af PCOS, så kan et vægttab måske mildne symptomerne. Et vægttab kan påvirke hormonbalancen i positiv retning. Hvilket derfor kan have en god effekt på den maskuline hårvækst.

Kilder: 

  1. Unormal hårvækst – Patienthåndbogen