Forhøjet blodtryk er en tilstand, hvor blodet bliver pumpet for hurtigt rundt i årene. Dette kan behandles med den rigtige medicin, så kroppen kan komme tilbage i balance.

Når ens blodtryk er for højt betyder det, at trykket som hjertet pumper blodet rundt i kroppen med er for højt i forhold til normalen. Det er ikke noget man nødvendigvis kan mærke, da det ofte ikke har nogle symptomer i sig selv. Men det kan være en alvorlig tilstand, der ubehandlet kan lede til hjertetilfælde og blodpropper. Det er en ret almindelig tilstand, som millioner af mennesker verden over lider af. Heldigvis findes der effektive behandlingsmetoder.

Information på denne side

Hvad er et blodtryk?

Det beskriver det tryk, som hjertet pumper blodet ud i blodårerne på. Blodtrykket er afhængigt af hvor stor en kraft hjertet pumper blodet rundt med sammen med modstanden i blodkarrene. Har man forhøjet blodtryk, også kaldet hypertension, så bliver blodet presset igennem blodårerne med for høj kraft. Når du får målt dit blodtryk, så bliver der målt to værdier. Det er henholdsvis det systoliske tryk og det diastoliske tryk. Det første beskriver trykket i blodårerne, når hjertet presser blodet ud i kroppen, mens det andet beskriver trykket i pulsårene, når hjertet slapper af mellem to hjerteslag.

Hvad er et normalt blodtryk og et forhøjet?

Når man måler trykket, måler man som beskrevet ovenfor både det systoliske og det diastoliske tryk. Et normalt blodtryk ligger på omkring 120 over 80, som skrives på følgende måde: 120/80 mmHg. Når man måler trykket er det i hvilende tilstand. Det kan variere lidt og være lidt over og lidt under 120/80 og stadig være i normalzonen.

Er dit blodtryk på 140/90 mmHG i hvilende tilstand, snakker man om, at der er forhøjet eller hypertension. Man kan også ligge på grænsen til hypertension uden at være helt oppe på 140/90. Det gør man fx hvis man ligger mellem 120 og 139 i den systoliske måling og 80-89 i den diastoliske. Her skal man være ekstra opmærksom på ikke at få problemer med at trykket bliver for højt. Livsstilsændringer som sundere kost og mere motion kan være med til at sænke blodtrykket, så det kommer ud af fareområdet.

Blodtryksmåling

Blodtryksmålinger måles med et blodtryksapparat. Du kan få målt det hos lægen eller du kan have dit eget blodtryksapparat derhjemme. Nogle mennesker oplever hypertension i selve situationen, hvor trykket bliver målt hos lægen. Det er en tilstand, der på engelsk hedder: “White coat syndrome”, hvilket løst oversat betyder “angst for hvide kitler”. Angsten i sig selv ved at være ved lægen kan få blodtrykket til at sige midlertidigt. Man får derfor ikke et rigtigt billede af, om der er problemer sådan generelt. Det skal derfor ofte måles flere gange, når der er kommet mere ro på. Det kan også hjælpe, hvis man har sin egen blodtryksmåler derhjemme, og man kan tage målingen i rolige omgivelser.

Symptomer på forhøjet blodtryk

Tilstanden i sig selv med forhøjet blodtryk, giver ofte kun svage eller ingen symptomer. Man kan altså nemt have tilstanden uden at vide. Lige netop derfor er det en tilstand, der skal tages alvorligt. Oplever man nogle symptomer, kan det være symptomer som:

  • svimmelhed
  • hovedpine
  • træthed
  • føleforstyrrelser
  • åndenød 1

Disse symptomer kan dog ligeså godt være symptomer på andre tilstande. Den eneste sikre måde at vide om blodtrykket er for høj, er ved at måle det. Det gøres nemt hos lægen eller hvis du har dit eget blodtryksapparat. Det bør gøres regelmæssigt, særligt hvis man har tidligere har haft problemer med det, eller hvis man er i farezonen for at få hypertension. Det er yderst vigtigt, at man er opmærksom på sin generelle sundhedstilstand og velbefindende sammen med symptomer på et for højt blodtryk. Opsøg lægen hvis du føler dig utilpas.

Konsekvenser ved for højt blodtryk

Det kan have store konsekvenser at have højt blodtryk uden at gøre noget ved det. Derfor er det også vigtigt at få tjekket det ofte. Hypertension er en af de største risikofaktorer inden for hjertekarsygdomme. Med den rigtige behandling, kan man heldigvis rette op på risikoen for at udvikle følgesygdomme. Det høje tryk og overarbejde for hjertet kan i værste tilfælde føre til blandt andet:

  • åreforkalkning
  • blodprop i hjernen
  • hjerneblødning
  • blodprop i hjertet
  • hjertesvigt
  • nyresvigt

Hvem er i farezonen for forhøjet blodtryk?

Hvorfor nogle lider af højt blodtryk, er svært at sige helt præcist. I nogle tilfælde kan det være nyresygdomme eller bestemte hormonelle sygdomme. Men i de fleste tilfælde, kan man ikke sige nøjagtigt hvorfor. Der er dog nogle, der er i farezonen for at udvikle forhøjet tryk i blodet, og som derfor skal være ekstra opmærksomme. Risikofaktorer der kan spille ind er:

  • Genetik – hvis ens familie lider af tilstanden
  • Overvægt
  • Diabetes type-2 og type-1
  • Nyresygdomme
  • Alkoholmisbrug
  • Fed og salt mad
  • Mangel på motion
  • Forhøjet kolesterol 2

Da nogle af faktorer er livsstilsrelaterede, såsom overvægt, fed kost og ingen motion, så kan det derfor afhjælpe problemet, hvis man omlægger sin livsstil og lever sundere.

Blodtryksmedicin

Har man fået konstateret forhøjet blodtryk, findes der forskellige medicintyper, der kan hjælpe med at sænke det. De mest almindelige typer er:

  • Calcium-kanal-hæmmer – nedsætter spændingen i karvæggene og afspænder let hjertets muskler, så trykket nedsættes. Dette er fx Amlodistad.
  • ACE-hæmmere. Hæmmer dannelsen af et hormon, der får blodkar til at trække sig sammen. Medicinen nedsætter virkningen af hormonet, så modstanden i blodkarrene bliver mindre. Dermed falder trykket i årerne også.
  • Disse stopper virkningen af nogle hormoner herunder adrenalin. Dette gør, at hjertet afslappes, så det slår lidt langsommere og derned har det en positiv virkning på hypertension.
  • Alfa-blokkere. Disse hæmmer bestemte receptorer i blodårerne, så disse udvider sig. Det hjælper med at sænke trykket.

Derudover findes der er andre typer blodtryksmedicin og kombinationer af overstående typer. Hvad der er den rigtige type for dig, kan en lægekonsultation hjælpe dig med at finde ud af. Hvis du lider af hypertension, er det rigtigt vigtigt, at det bliver behandlet på den ene eller anden måde. Måske er livsstilsændringer nok eller også er medicinsk behandling nødvendigt.

Hvad kan du selv gøre?

Hvis dit blodtryk er for højt, så er der heldigvis meget, du selv kan gøre for at forbedre tilstanden og holde kontrol med problemet, så det ikke udvikler sig. Her en guide til, hvordan du griber det hele an.

Få tjekket dit blodtryk
Først og fremmest er det vigtigt, at du får tjekket blodtrykket jævnligt, så du ved om der er behov at gøre noget ved det, eller om alt er, som det skal være.

Livsstilsændringer 
Har du hypertension, så er der flere livsstilsændringer, der kan have en positiv effekt

  • Stop rygning
  • Spis en sund og varieret kost. Spis mindre fed og salt mad og byt ud med fedtfattigt kød, grøntsager, frugt og sunde fedtkilder som nødder og avocado.
  • Drik mindre – hold dig inden for sundhedsstyrelsens anbefalinger
  • Dyrk motion. 30 minutters rask gåtur om dagen kan gøre en stor forskel.
  • Lær at slappe af, hvis du har tendens til at blive stresset. Det kan være via meditation, motion eller en beroligende hobby.
  • Tab dig i vægt, hvis du er overvægtigt. Dette kan gøres med ændringer i kost og motionsvaner. Lav hele tiden små ændringer i den rigtige retning, så giver det store forandringer på længere sigt

Medicinsk behandling
Er livsstilsændringer ikke tilstrækkeligt ifølge din læge, så husk at tage din medicin på de rigtige tidspunkt og ungå at ændre i det uden lægens samtykke. Det er vigtigt, at du altid følger lægens anvisnigner.

Hold øje med blodtrykket
Få tjekket ofte, så du har det under kontrol, og lægen kan justere din medicin om nødvendigt.

Kilder:

  1. Blood Pressure: What is high blood pressure  – Blood Pressure UK
  2. Forhøjet blodtryk: Højt blodtryk  – Netdoktor.dk