Rygning er ikke kun skadeligt for rygerne selv, men kan også have alvorlige konsekvenser for omgivelserne. Passiv rygning er et problem, der skal tages alvorligt, da det øger risikoen for adskillige alvorlige sygdomme. Særligt kan rygning være til stor skade på børn, der indånder forurenet luft. At undgå at forurene luften omkring dig, er ofte en vigtig årsag til, at mange vælger at stoppe med rygningen helt. Bliv klogere på, hvad passiv rygning er, og hvorfor det er så farligt, her i artiklen.
Information på denne side:
Hvad er passiv rygning?
Passiv rygning sker, når ikke-rygerne indånder luft forurenet af tobaksrøg. Den forurenede luft opstår både fra røgen fra selve cigaretten og fra røgen, som du som ryger blæser ud ad munden og ud i dine omgivelser. Det kan måske virke relativt harmløst, men hvis du kigger på mængden af røg omkring en ryger, så vil du kunne se, at det skaber en kæmpe forureningssky. Denne sky er fyldt med skadelige stoffer, som påvirker alle, der indånder luften. Stofferne skader selvfølgelig klart mest dig som ryger, men det er vigtigt ikke at bagatellisere den passive rygnings konsekvenser.
Den passive rygning kan opleves overalt. Det kan være i det offentlige rum, på værtshuse eller lignende, der tillader rygning eller i private hjem. I offentlige rum og på værtshuse, cafeer og restauranter, er der kommet rygelove, der sikre mindre forurening generelt. De fleste arbejdspladser har regler om, at der ikke må ryges, nogle har endda regler om, at der ikke må ryges ude foran arbejdspladsen.
Det er stadig frit for, om du vil ryge indendørs i dit eget hjem. Derfor er det også i private hjem, der findes den største risiko for at blive udsat for passiv rygning både som barn og voksen.
Hvor meget skader det?
Røgen fra en cigaret eller anden tobak, kan have alvorlige konsekvenser. Også selvom du ikke ryger selv. At indånde røg fra tobak, selvom du ikke ryger selv, kan have stor effekt på din sundhed. Det er stadig værre at være ryger end at være passiv ryger, men det er ikke ubetydelige konsekvenser det kan have at være omgivet af forurenet luft.
Er du udsat for passiv rygning kan det på lang sigt øge din risiko for:
- Slagtilfælde
- Hjertesygdomme
- Luftvejssygdomme
- Lungekræft
En øget risiko for lungekræft eller en af de andre sygdomme forekommer selvfølgelig ikke ved at være udsat for minimal passiv rygning i kort tid, men det kan være risikoen ved længere tids påvirkning af tobaksrøg.
På den korte bane, kan tobaksrøg også give nogle meget ubehagelige symptomer. Det kan blandt andet give røde og kløende øjne, nysen, hoste og forværring af sygdomme som astma. Nogle oplever at få maveproblemer, kvalme og hovedpine, hvis de er udsat for for meget røg. For nogle kan røgen også udløse migræneanfald. Derudover så kan det give generende lugtgener til dit hår og tøj eller genstande som møbler og legetøj, som kan være svær at vaske af.
Rygning og graviditet
Ryger du imens, du er gravid, så kan dit ufødte barn tage massiv skade af røgen. Det er efterhånden almen viden. Men vidste du, at ikke-rygende gravide udsat for tobaksforurenet luft også kan overføre nogle af de skadelige stoffer til deres ufødte barn? Røgen indeholder mere end 700 skadelige stoffer, der kan overføres fra moderen, der indånder den forurenede luft, via navlestrengen og moderkagen til barnet inde i maven. Det kan blandt andet øge risikoen for for tidlig fødsel og en lavere fødselsvægt, der kan give barnet en kompliceret start på livet.
Rygning og børn
Ryger du i hjemmet, i bilen eller andre steder dine børn opholder sig, så udsætter du dem for passiv rygning. Det er ikke kun mens, der ryges, at dine børn kan lide under røgen. Stofferne sætter sig i blandt andet tøj, møbler og legetøj, og børnene kan derfor få de mange stoffer ind i kroppen lang tid efter, at der egentlig er blevet røget. Det hjælper ikke blot at åbne vinduet eller at ryge under emhætten – røgen spreder sig og sætter sig alligevel i møblerne og andre steder i huset.
Udsætter du dine børn for tobaksrøg i hjemmet, så udsætter du dem også for en forøget risiko for at blandt andet luftvejssygdomme som bronkitis, lungebetændelse, astma, mellemørebetændelse og vejrtrækningsproblemer.
Børn er mere skrøbelige, fordi deres organer ikke er helt udviklede endnu. Det betyder også, at de kan rammes hårdere af de skadelige virkninger fra rygningen. Det kan være livslange skader, der kan opstå hos børnene, da deres system i en tidlig alder bliver påvirket.
Hvordan sætter du en stopper for det?
Den absolutte bedste måde at undgå at forurene dine omgivelser af din tobaksrygning er ved helt at stoppe med at ryge. Det kan selvfølgelig være en stor mundfuld. Så hvis du ikke er helt klar til at tage skridtet, så er der andre tiltag, du kan tage for ikke at skade dine omgivelser med røg. Du kan blandt andet gøre følgende:
- Undgå helt at ryge indendørs i dit hjem.
- Ryger du udendørs, så luk alle døre og vinduer, så røgen ikke kan komme ind.
- Vask hænder grundigt og børst tænder, så du fjerner så meget som muligt af røgen.
- Undgå at ryge lige ved siden af dine børn hvis du ryger udenfor, også selvom det ser ud som om, de ikke får røgen i hovedet.
- Undgå at ryge i bilen
- Tag ikke dine børn med på steder eller i hjem, hvor der ryges.
- Planlæg et rygestop, hvilket er den simpleste måde at undgå at forurene luften omkring dig.
Er du udsat?
Hvis du eller dine børn er udsat for passiv rygning, så er der her flere råd til, hvordan du kan løse problemet.1
- Forbyd rygning i dit hjem – også selvom det kun er til festlige lejligheder
- Undgå barer og lignende hvor det er tilladt at ryge
- Stå ikke lige ved siden af nogen, der ryger
- Undgå at dine børn kommer i røgfyldte omgivelser
Kilder: