Forhøjet kolesterol er ikke en sygdom i sig selv, men det kan være en medvirkende årsag til åreforkalkning. Det kan behandles med den rigtige medicin, så kolesterolniveauet falder.

At have for højt kolesterol betyder, at der er for meget af en bestemt type fedtceller i blodet. Kroppen har brug for fedtceller for at fungere, men balancen skal være på plads. Hvis der er for meget fedt i blodet kan det begynde at lægge sig som plak på indersiderne af arterierne. Det kan med tiden føre til åreforkalkning, som kan have alvorlige konsekvenser for dit helbred. For at kigge nærmere på forhøjet kolesterol, må vi først se nærmere på, hvilken rolle, det spiller i kroppen.

Information på denne side:

Hvad er kolesterol?

Det er en type fedtceller, der er utrolig vigtige for vores krop. Fedtcellerne skal sammen med andre typer fedtceller bruges til blandt andet vores energiomsætning, til dannelsen af flere hormoner og til byggesten for vores celler. Det er derfor livsnødvendigt for vores krop. Vi danner selv fedtcellerne i leveren, og vi får det også gennem vores kost. Fødevarer som rejer og æggeblommer indeholder naturligt kolesterol. Det er dog ikke det, vi får gennem maden, der oftest fører til forhøjet kolesterol. Fedtcellerne bliver ført igennem blodet ved hjælp af nogle proteiner. Tilsammen hedder det lipoproteiner. Der findes forskellige typer af disse: LDL og HDL. Det er forholdet mellem de forskellige typer, der kan være problematisk og give øget risiko for åreforkalkning. Nu skal vi se lidt nærmere på de to typer.

LDL-kolesterol

LDL står for low-density lipoprotein, og er den ene af de to store grupper af kolesterol i kroppen. Det hjælper med at bringe fedtcellerne til de celler i kroppen, der skal bruge det. Er der for meget af det i blodet, så bygger det op i arterierne. Det kan på længere sigt betyde problemer med åreforkalkning. Derfor bliver LDL-kolesterol ofte kaldt for det ”dårlige” eller ”lede” kolesterol.

HDL-kolesterol

HDL er en forkortelse for high-density lipoprotein. Denne type hjælper med at bringe kolesterol væk fra cellerne og tilbage til leveren. Her bliver det enten nedbrudt eller udskilt gennem kroppen som et affaldsstof. Derfor hjælper HDL til et balanceret niveau af kolesterol i kroppen, og bliver derfor kaldt for ”det gode” kolesterol. Kvinder producere fra naturens side et højere niveau af dette i kroppen end mænd.

Hvis der er for meget LDL-kolesterol i blodet i forhold til HDL, så kan det hobe sig op i blodet og give problemer med åreforkalkning. Det er derfor ikke kolesterolet i sig selv, der er problemet, men forholdet mellem de to typer.

Kolesteroltal

Når du får målt dit kolesteroltal, så er det det samlede niveau af kolesterol, der måles. Det måles via en blodprøve, der måler indholdet i blodet. Der findes forskellige værdier for hvornår tallet er normalt, og hvornår det er for højt.

De anbefalede værdier:

  • Mindre end 5,0 millimol pr. liter er et ideelt niveau
  • Mellem 5,0 og 6,0 millimol per liter: Let forhøjet niveau
  • Mellem 6,1 og 7,0 millimol per liter: Moderat forhøjet niveau
  • Over 7,1 millimol per liter: Udtalt forhøjet niveau

Hvorfor får man forhøjet kolesterol?

Der kan være flere årsager til, at man har forhøjet kolesterol. Først og fremmest kan det skyldes en arvelig disposition. Dette er ofte tilfældet hvis ens kolesterolniveau er meget forhøjet. Man skal derfor være opmærksom på det, hvis flere i ens tætte familie har problemer med højt kolesterol.

Derudover kan forskellige tilstande give problemer med forhøjet niveauer af fedt i blodet. Det gælder blandt andet ved nyresygdomme, nedsat stofskifte, sukkersyge og alkoholmisbrug.

Derudover så kan ens livsstil medføre problemerne med hjerte-kar-sygdomme. Herunder kan for meget fedt i kroppen og i blodet skyldes for fed mad – særligt med mættet fedt.

Kolesterol kost

Når man gerne vil sænke sit kolesteroltal, så tror mange, at de skal stoppe med at indtage fødevarer, der indeholder kolesterol såsom æggeblommer, rejer og indmad. Det er også den logiske tilgang, men sådan hænger en kolesterolsænkende kost ikke sammen. Det du i stedet skal være opmærksom på er indtaget af fedt i ens kost. I særdeleshed hvilken type fedt, man indtager.

Du har måske hørt om det gode og det dårlige fedt? Kroppen har brug for fedt til at fungere. Men får man for meget af det såkaldte mættede fedt, så kan LDL-kolesterolet blive højere i blodet. Det mættede fedt finder man blandt andet i kød, fede mejeriprodukter og smør. Derimod så kan moderate mængder af det såkaldte sunde fedt, også kendt som enkelt- og flerumættede fedt, have en gavnlig effekt på det HDL-kolesterol, som kan modvirke den negative effekt af for meget LDL. Enkelt- og flerumættet fedt finder man i blandt andet fisk, avocado, nødder og oliven- og andre vegetabilske olier.

Kolesterolsænkende kost

Vil du spise en kolesterolsænkende kost, er der flere ting, du skal være opmærksom på. Først og fremmest indtaget af fedt og fordelingen af forskellige typer af fedt. Dernæst så er en hjertevenlig kost også god for personer med højt kolesterol. Kostforslag til en kolesterolsænkende kost:

  • Erstat mættet fedt med enkelt- eller flerumættede fedtkilder
  • Vælg magre kød- og mejeriprodukter
  • Spis kostfibre: frugt, grønt og fiberholdige produkter
  • Hold dig til et moderat indtag af rejer, æg og indmad
  • Undgå fast-food der kan indeholde transfedtsyrer

Behandling af for højt kolesterol

Hvis dit kolesteroltal er over det normale, så er det vigtigt at gøre noget ved det. Selvom det ikke er farligt i sig selv, så kan det på lang sigt give problemer med åreforkalkning. Der er flere forskellige måder at behandle det på, alt efter hvad der er årsagen til problemerne. I mange tilfælde kan livsstilsændringer være nok til at gøre en forskel. Er det ikke det, så er medicinsk behandling en mulighed. Hvis det er genetisk betinget, så er det ofte, der skal medicinsk behandling til. Derudover så er medicinsk behandling af forhøjet kolesterol næsten altid nødvendig, hvis du lider af sukkersyge eller allerede har problemer med åreforkalkning.

Medicinsk behandling af forhøjet kolesterol

Der findes en lang række forskellige lægemidler, der kan hjælpe med at sænke kolesteroltallet. Lægemidlerne kan hjælpe med at skabe balance i forholdet mellem det dårlige LDL-kolesterol og det gode HDL-kolesterol. Det kan enten være ved at hæve det gode og sænke det dårlige eller blot at sænke det dårlige. Der findes mange lægemidler på markedet inden for dette felt. Nogle af de mest kendte er: Crestor, Atorvastatin, Simvastatin og Fluvastatin.

Livsstilsændringer

Din livsstil kan have en stor indvirkning på om dit kolesterol er forhøjet. Da forhøjet kolesterol kan give hjerte-kar-sygdomme, er de livsstilændringer, der er nødvendige linket til at have et sundt kredsløb.1

  • Stop rygning – det kan øge risikoen for hjertetilfælde
  • Spis en sund og varieret kost med fokus på enkelt- og flerumættede fedtsyrer frem for mættet.
  • Dyrk motion. Lidt er bedre end ingenting og kan have en gavnlig effekt på dit kredsløb
  • Tab dig hvis du er overvægtig

Kilder:

  1. Information om forhøjet kolesterol – Den offentlige sundhedsportal